Ser vi på citatet biografis, kan vi se på 2 forskellige måder. Genetisk og portrætterende.
Den portrætterende har jeg jo allerede kigget lidt på i det seneste indlæg, men vil her lige genopfriske og derefter udbygge:
Tepotten kan i historien tepotten ses som et billede på et menneske, eller endda HCA selv. I sidstnævnte situation kan vi allegorisk tolke løget som hans kunstværker som lever uafhængigt af ham selv. Jorden er fordi han bliver udskilt fra det samfundslag han prøvede at blive en del af, og den drøm bliver således begravet, selvom det giver grobund for den smukke blomst der skyder op af løget senere hen.
Samtidig er det at løget bliver lagt i tepotten som erstatning for te, vand, hank og tud kan ses som, at kunsten her bliver uafhængig af sig selv, hvor den førhen var noget han promoverede sig selv med. Han havde en fantastisk hank, en vidunderlig te og en fantastisk tud, og det snakker han om. Når han får løget i sig bliver han et stille menneske der lever i skyggen af den smukke blomst, hans kunst.
Starter vi således med at kigge på det samfundslag han blev udskilt fra, ses det at det er de fine lag – teselskabet. De fine kopper og mælkekander og sukkerskåle. At han bliver udstødt, eller måske rettere aldrig falder til, ses i og med at resten af teselskabet blot ler da tepotten bliver slået i stykker. Den fine hånd der taber potten, kan læses som en kvinde (eller flere) som H. C. Andersen havde et forhold til. Denne kvinde afviser Andersen, eller sårer ham dybt på anden måde.
I citatet er H. C. Andersen i et stadie hvor hans kunst, som nævnt, går fra at være noget han promoverer sig selv med, til at være en slags grund til at leve. Han lever ikke som før for at leve, men i stedet lever han, for at hans kunst kan vokse.
Den portrætterende har jeg jo allerede kigget lidt på i det seneste indlæg, men vil her lige genopfriske og derefter udbygge:
Tepotten kan i historien tepotten ses som et billede på et menneske, eller endda HCA selv. I sidstnævnte situation kan vi allegorisk tolke løget som hans kunstværker som lever uafhængigt af ham selv. Jorden er fordi han bliver udskilt fra det samfundslag han prøvede at blive en del af, og den drøm bliver således begravet, selvom det giver grobund for den smukke blomst der skyder op af løget senere hen.
Samtidig er det at løget bliver lagt i tepotten som erstatning for te, vand, hank og tud kan ses som, at kunsten her bliver uafhængig af sig selv, hvor den førhen var noget han promoverede sig selv med. Han havde en fantastisk hank, en vidunderlig te og en fantastisk tud, og det snakker han om. Når han får løget i sig bliver han et stille menneske der lever i skyggen af den smukke blomst, hans kunst.
Starter vi således med at kigge på det samfundslag han blev udskilt fra, ses det at det er de fine lag – teselskabet. De fine kopper og mælkekander og sukkerskåle. At han bliver udstødt, eller måske rettere aldrig falder til, ses i og med at resten af teselskabet blot ler da tepotten bliver slået i stykker. Den fine hånd der taber potten, kan læses som en kvinde (eller flere) som H. C. Andersen havde et forhold til. Denne kvinde afviser Andersen, eller sårer ham dybt på anden måde.
I citatet er H. C. Andersen i et stadie hvor hans kunst, som nævnt, går fra at være noget han promoverer sig selv med, til at være en slags grund til at leve. Han lever ikke som før for at leve, men i stedet lever han, for at hans kunst kan vokse.
Går vi i stedet ind og ser på eventyret og ser på den genetisk, så skal vi ind og se hvad der skete i den tid hvor H. C. Andersen skrev eventyret.
Tepotten blev skrevet under en rejse til Spanien som H. C. Andersen foretog sammen med en af hans venner, Jonas Collin, i 1862.
På denne rejse kommer H. C. Andersen på et tidspunkt til en flot gård, der dog er gammel og derfor ikke længere bar den pragt den havde. Heri var et gammelt springvand, hvor bunden var af marmor. Denne var blevet fyldt op med jord. Og lidt derfra lå også nogle skår fra en tepotte.
Denne hændelse, skriver H. C. Andersen i udkastet til hans rejsebog, var grunden til, og inspirationen til, at han lavede eventyret tepotten.
Tepotten blev skrevet under en rejse til Spanien som H. C. Andersen foretog sammen med en af hans venner, Jonas Collin, i 1862.
På denne rejse kommer H. C. Andersen på et tidspunkt til en flot gård, der dog er gammel og derfor ikke længere bar den pragt den havde. Heri var et gammelt springvand, hvor bunden var af marmor. Denne var blevet fyldt op med jord. Og lidt derfra lå også nogle skår fra en tepotte.
Denne hændelse, skriver H. C. Andersen i udkastet til hans rejsebog, var grunden til, og inspirationen til, at han lavede eventyret tepotten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar