Strukturalistisk og Psykoanalytisk læsning af Rødhætte

Jeg vil starte med at foretage en strukturalistisk læsning af Rødhætte.
Den mest benyttede model til eventyr er aktantmodellen, og jeg vil derfor starte med at benytte mig af denne:

Vi har således Rødhætte som har projektet at få givet bedstemoderen Vin og kage. I Rødhættes tilfælde bliver transportaksen og projektaksen (subjektaksen) således den samme, da det også er rødhætte der er giveren af vinen og kagen. Giveren kan også ses som moderen, og vil i sådan tilfælde betyde at transport- og projektakse adskiller sig fra hinanden.
I konfliktaksen ses konflikten mellem ulven på den ene side og jægeren på den anden side af Rødhætte.
Kigger vi på Rødhættes grundstruktur skal vi i stedet ind under sommerfuglemodellen. Benyttes denne kan de abstrakte modsætninger være liv og død, og i det konkrete lag ulven som døden og Jægeren som den der hjælper den tilbage til livet.
Det abstrakte lag kan også udgøres af Fristelse og Befrielse. Her er det igen Ulven og Jægeren der befinder sig i det konkrete lag. Her er Ulven nu den der frister Rødhætte til at gøre det hun ikke må, mens Jægeren så kommer og frelser hende fra fristeren efter at det er gået galt, og Ulven har udnyttet at hun blev fristet.
Jeg vil således opstille de 2 forskellige læsninger i sammen, med den første læsning øverst og anden læsning nedenunder

Heraf ses tydeligt Jægeren og Ulvens centrale roller i eventyret, og det kan udledes at i disse to roller ligger grundlaget for hele fortolkningen af eventyret.

Jeg vil nu overføre noget af den viden omkring rollernes betydning og udføre en Psykoanalytisk læsning af Rødhætte.
Tages fat på Ulven og Jægerens roller som henholdsvis Frister og Befrier ligger den Psykoanalytiske læsning lige til højrebenet.
Fristeren Ulven er her underjeget mens Jægeren, som befrier Rødhætte fra underjegets dominans, er overjeget.
Rødhætte som er uskylden selv, den lille pige som endnu ikke har oplevet det seksuelle, skal igennem skoven til bedstemoderen, som er ID’et, det fornuftige og gode som Rødhætte gerne skulle opnå at gøre glad og holde ved lige. Hun for at vide at hun ikke må forlade stien. Denne rejse symboliserer en overgangsperiode i sindet. I denne periode kan man nemt blive lokket på afveje hvis man ikke holder sig strengt til stien, her dyden og uskylden.
Rødhætte møder dog Ulven, det seksuelle fra hendes underbevidsthed, som lokker hende til at smage lidt af den ubudne frugt. Gå bort fra stien for at plukke blomster. Blomsterne kan være en tid med mange elskere, og enhver blomst hun plukker symboliserer en ny kæreste og at hun kommer længere og længere væk fra dydens snævre sti. Hun bevæger sig dybere ind i lysten og følelsernes domæne. Underjeget har vundet dominansen over hende. Ved enden af den sti hun nu har valgt at følge finder hun sit mål. Bedstemoderens hus. Men det rummer ikke det hun regnede med. Der er noget der er helt forkert. Det er istedet ulven der ligger i sengen og har spist bedstemoderen (ID’et). Som den ligger der med store øjne , øre og mund bliver Rødhætte i et snuptag ædt af ulven. Dette symboliserer at for enden af den sti som Rødhætte valgte lå ikke den idylliske kærlighed som hun havde håbet på. Kærlighed som i den der findes mellem mor og datter, bedstemor og barnebarn og mellem søskende. I stedet ligger den store stygge ulv (store stygge er her et billede på fallos) og venter på hende og hun bliver voldtaget.
Da dette skrækkelige sker får overjeget fodfæste og tager med råstyrke igen fat i Rødhætte i form af Jægeren. Voldtageren, og med ham underjeget, bliver dræbt og Rødhætte bliver befriet fra dens klamme greb. Jægeren tager Ulvens skind, overjeget har vundet og tager et gunstbevis fra underjeget. Bedstemoderen, og således ID’et, kommer til magt igen, og Rødhætte lover sig selv aldrig igen at bliver forført at det dristige underjeg. Således kommer Rødhætte igen på rette spor og kommer ud igen på den anden side af hendes dannelsesrejse. Dog ikke uden skrammer, da den vej hun valgte var fyldt med faldgrupper, og hun blev nød til at komme slemt til skade (spist / voldtægt) før at balancen igen kunne oprettes.

Rødhætte - En introduktion

Rødhætte er som bekendt et eventyr. Til forskel fra H. C. Andersens ”Tepotten” er Rødhætte et folkeeventyr, og er derfor uden egentlig forfatter. Dette betyder også at det derfor ikke er muligt at benytte sig af den biografiske læsning, da der ikke er nogen forfatters liv at sammenligne med.
Referat: Rødhætte handler om den lille pige som skal igennem skoven for at bringe sin bedstemoder nogle godter. På vejen bliver hun dog forledt af ulven som lokker hende til at plukke nogle blomster. Alt imens Rødhætte plukker blomster skynder ulven sig over og æder bedstemoderen. Da Rødhætte til sidst kommer til bedstemoderens hus er det således ulven der ligger i sengen og venter. Ulven æder også Rødhætte og begynder at snorke. Denne snorken hører jægeren der kommer forbi Bedstemors hus. Han kommer straks Rødhætte til hjælp og sprætter Ulvens mave op. Ud kommer Rødhætte og Bedstemoderen, og maven bliver fyldt med sten. Da ulven vågner dør den med det samme. Rødhætte lover herefter sig selv ikke at løbe ind i skoven igen når hendes mor har forbudt hende det.

Strukturalistisk og Psykoanalytisk læsning af tepotten

Benyttes sommerfuglemodellen på tepotten kan det konkrete plan være modsætningen mellem den måde tepotten benytter det den skaber som noget at fremhæve sig selv med, og så det den skaber som grunden til at leve. Altså modsætningen mellem at skabe for at leve, eller leve for at skabe. Selvom den sidste tilstand til sidst går over i, er at tepotten ikke engang behøver at leve for, at det den har skabt lever videre, vil jeg stadig sige at det er væsensforskellen mellem de 2 forskellige tilværelser der er hovedtemaet i historien.
Det konkrete plan bliver således ”tebrygning” over for ”plantegroning”, og det abstrakte modsætningen mellem at skabe for at leve og leve for at skabe.
 Sættes det således op som sommerfuglen ser det således ud:

Udsætter jeg nu i stedet Tepotten for en psykoanalytisk analyse finder jeg, at tepotten idet den brygger te forsøger at udleve sine beskidte dyriske drifter. Teen (underjeget) har fuld kontrol over tepottens liv, mens dens låg som har en skavank bliver undertrykt (overjeget) og ignoreret. Tepotten selv fokuserer på dens flotte bygning, dens flotte hank og tud. Disse kan være billede på flotte kropslinjer (gode hofter og barm – flotte bløde kurver som på en flot hank) og en stor fallos (tuden). Dog fokuserer alle andre på dens hoved og den skavank, altså at der er noget galt oven i hovedet (i låget) på tepotten. Dette kan være et billede på at tepotten er homoseksuel. Tepotten bliver herfor udstød.
Da den bliver udstødt går dens selvfedme (underjeget) i sig selv ligeså stille og den lever nu med i stedet at dyrke den smukke blomst uden at tænke på sig selv. Et udtryk for god etik og derved er et stærkt overjeg ved at blive udbygget. ID’et hersker her, men overjeget har en stærk position. Overjeget tager dog til sidst helt over, og da tepotten bliver ødelagt bliver alle dens sidste rester af dyriske drifter også ødelagt. Dens ellers så flotte hank og tud er itu, og kun blomsten lever videre. Således har tepotten skilt sig af med sin selviskhed og sin homoseksualitet ved at slå alt andet end overjeget itu.

Strukturalistisk og Psykoanalytisk læsningsmetoder - En introduktion

Strukturalistisk læsning

Når en tekst læses strukturalistisk fokuseres der på tekstens struktur frem for dens indhold.
Den strukturalistiske læsningsmetode kendes typisk fra analyser af eventyr hvor Aktantmodellen ofte bruges. Den er bygget op efter personernes indbyrdes relationer og er ofte sat op således:

Til aktantmodellen hører termer som:
- Transportakse – Øverste vandrette akse. Beskriver objektets bevægelse gennem historien, hvordan denne bliver transporteret.
- Konfliktakse – Nederste vandrette akse. Viser konflikten mellem subjektet og modstanderen.
- Subjektakse – Lodrette akse. Også kaldt Projektakse. Beskriver subjektets mål (projekt) gennem historien. F.eks. at opnå prinsessens hånd.

Strukturalismen sætter gennem sit fokus på struktur også fokus på temaer og modsætninger i disse.
Andre modeller under strukturalismen er Sommerfuglemodellen og Kontraktmodellen.
I sommerfuglemodellen stilles temaerne og motiverne op mod hinanden som henholdsvis de abstrakt modsætninger og de konkrete modsætninger i teksten. En meget brugt modsætning er Liv og Død. Dette kan både være ment bogstaveligt, men også hvis f.eks. hovedpersonen mister sit livs gnist og derfor ”dør”. Under liv og død (som er de abstrakte modsætninger) ligger så de mere konkrete modsætninger. Det kunne f.eks. være genopstandelse og halshugning.
Kontraktmodellen koncentrere sig i stedet om de implicitte og eksplicitte kontrakter og kontraktbrud. Disse kontrakter kan være alt lige fra de sociale til egentlige kontrakter.
Det som kontraktmodellen trækker frem er de op og nedture teksten tager. Det kan f.eks. være en forlovelse der senere bliver brudt, bliver oprettet igen, og så brudt.
Denne model bliver dog ikke brugt så ofte som hverken sommerfugle- eller aktantmodellen

Problemet generelt med strukturalismen er samtidig også dens force. Så snart modellen er ”udfyldt” har man en analyse af teksten. Denne analyse siger dog ikke særlig meget om tekstens indhold, og kan derfor meget nemt virke både firkantet og reducerende, men det betyder så også at modellerne kan bruges på rigtig mange forskellige tekster. Sagt på en anden måde kan modellerne give en følelsen af at: ” alle tekster handler om det samme”.

Psykoanalytisk læsning

Psykoanalysens fortid er Freud, som er vidt kendt for hans arbejde inden for psykologien. Når man således benytter sig af den Psykoanalytiske læsning, benytter man sig samtidig af Freuds teorier omkring det levende væsens sinds opbygning, og hvordan denne bliver styret af drifter og fortrængninger i det underbevidste. Dette kan både komme til udtryk i tekstens temaer, symbolik og/eller opbygning.
Således ser man efter overjeg’et, ID’et, og underjeg’et. Overjeget er det etiske og underjeget de dyriske drifter i mennesket. ID’et er det der samler og kontrollerer de 2 andre som en slags bro.
Der findes selvfølgelig også andre grene inden for Psykoanalysen end lige Freuds. En anden kendt forsker på det område er Carl Jung, hvor det handler mere om at mennesket skal realisere sin væsenskerne som åndeligt væsen.
Dog er det ofte den Freudianske læsning der ligges størst vægt på, akkurat som man oftere benytter sig af aktant eller sommerfuglemodellen i stedet for kontraktmodellen.

Drømmetydning er en af disse Freudianske læsninger. I denne læsning ses teksten som en drøm, og man skal således læse den symbolsk. Umiddelbart kan teksten have et manifest indhold, dvs. kaotisk og forvirrende, men neden under dette lag findes et latent lag, hvor der er en orden på kaos, og hvor teksten giver mening.
Der arbejdes med 3 overordnede former for symbolik;
Fortætning og Forskydning: Drømmens, og derved tekstens, symbolske arbejdsmetode som f.eks. metaforer, samt andet billedsprog.
Fortrængning: De huller der optræder i teksten.

Hvis man skal læse den på andre måder inden for den Freudianske læsningsmetode kan man bl.a. benytte sig af en biografisk variant, hvor forfatterens personlighed ses som den bærende kunstneriske del af teksten, således at teksten og personligheden er det samme.
Man kan også bringe Freuds 3 sindsniveauer ind i sin analyse; Overjeget, jeget og ID’et. Tekstens delementer og/eller opbygning bliver her set som værende et udtryk for disse 3 sindsniveauer.
Den sidste læsningsvinkel jeg kort vil kortlægge er teksten som en case. Man leger ”psykolog” og går direkte ind og analyserer på de fiktive personers psyke.

Et af de nemmeste afgrunde at havne ud i med den Freudianske læsningsmetode er overfortolkninger. I disse overfortolkninger bliver alt pik og patter. Det kendes måske allerede fra folkeskolen hvor en del har haft oplevelser med en dansklærer som, næsten ligegyldigt hvilken tekst man hiver frem, fortolker alle mulige symboler som værende symboler på sex, kærlighed, fallos eller vagina.
Også den Freudianske læsningsmetode har en tendens til at reducere teksten. Dog er det langt fra i samme grad som f.eks. strukturalismen har ry for at gøre, da det for det meste blot er teksten nuancer der bliver filtreret bort i processen. 

Nykritisk læsning af Tepotten

syntaktiske lag:
I den givne sætning fra tepotten optræder gentagelser. ”Hver der … det” optræder 2 gange og skaber en rytme. Det samme oplever vi ved ”en erstatning for …” som bliver gentaget 2 gange. Samtidig bliver der opremset præcis 2 ting ved hver ”erstatning”, hvilket også medvirker til at skabe rytme og sammenhæng.
”men” optræder også. Her bruges det for at skabe en modsætning der opbygger spænding i handlingen, som bliver fulgt op af de korte, hurtige sætninger ”hvem der …” som skaber yderligere spænding og øget fortælletempo.

Fortæller lag:
Her er en 3. persons fortæller med indre synsvinkel, tepotten. ”Der blev lagt jord i mig”
Fortælletempoet skifter som nævnt før, og bliver hurtigere i midten efter det spændingsopbyggende ”men”, og faider en smule ud ved gentagelsen ”en erstatning”.
Stykket er fortalt som en monolog af tepotten, som fortæller sig selv om hvad der er sket med den.

Planlag:
Tepotten kan i historien tepotten ses som et billede på et menneske, eller endda HCA selv. I sidstnævnte situation kan vi allegorisk tolke løget som hans kunstværker som lever uafhængigt af ham selv. Jorden er fordi han bliver udskilt fra det samfundslag han prøvede at blive en del af, og den drøm bliver således begravet, selvom det giver grobund for den smukke blomst der skyder op af løget senere hen.
Samtidig er det at løget bliver lagt i tepotten som erstatning for te, vand, hank og tud kan ses som, at kunsten her bliver uafhængig af sig selv, hvor den førhen var noget han promoverede sig selv med. Han havde en fantastisk hank, en vidunderlig te og en fantastisk tud, og det snakker han om. Når han får løget i sig bliver han et stille menneske der lever i skyggen af den smukke blomst, hans kunst.
Her er det selvfølgelig vigtig at have in mente, at den allegoriske fortolkning af eventyret som et billede på H. C. Andersens liv er en portrætterende tolkning – altså en biografisk læsning.

Storelementernes lag:
Temaet er livets udvikling, set på den måde at vi igennem historien slentrer igennem de forskellige stadier af H. C. Andersens liv. Fra hans forsøg på at mænge sig med borgerskabet, hans nederlag og hans opblomstring som den store forfatter han blev.
Den eneste egentlige person vi hører om er tepotten. Andre der er med i historien er resten af teselskabet, den fine, men kejtede hånd og den fattige dame der tigger madfedt.
Miljøet er henholdsvis hos de fine i teselskabet, og i slummen som blomsterpotte. Det er 2 forskellige verdener, men stadig har tepotten ifl. den selv et bedre liv i slummen da den føler at det er en velsignelse at kunne glemme sig selv i andre, som den glemmer sig selv i dens blomst.
Der er også konflikter i historien. Citatet længere oppe er løsningen på en af dem. For selvom  tepotten forsøger at blive en del af de fine selskab har den et skåret låg, hvorved resten af teselskabet griner af den. Løsningen for tepotten bliver at blive kasseret og forglemme sig i det løg, som ligges i den.

Fortællerholdningens lag:
Hele historien har en eksistentialistisk livsholdning som ses igennem det faktum, at man er bundet til at dø, og at man derfor skal få så meget ud af det øjeblik man har nu. Desuden kan jeg også identificere Kierkegaards eksistentielle stadier for livet, Spidsborgeren, Æstetikeren, Etikeren og Den religiøse. I Denne historie går tepotten igennem de tre sidste stadier. I starten lever tepotten i nuet uden at tænke på andet end nydelser, her symboliseret ved teen. Da den så bliver slået i stykker bliver dens verden også slået itu, og den bliver nød til at finde en ny holdning til livet. Den trækker sig derfor lidt tilbage, og koncentrerer sig i stedet om lidt mere etiske spørgsmål. Den fremhæver f.eks. ikke længere sig selv i forhold til andre, men bærer med stolthed den blomst der overskygger dens egen eksistens. Den er således blevet en etiker, og det er denne stadieovergang vi er vidne til i ovenstående citat.
Til sidst bliver tepotten dog slået itu, og blomsten sat i en ny, pænere potte. Skårene ligger så tilbage uden noget tilbage andet end erindringerne. Dog finder den alligevel ikke at dens liv er uden betydning, den har overgivet sig til sin skæbne og til erindringerne. Den er således kommer til det sidste stadie, det religiøse.
Man kan også bare se det som et billede på det forløb som sker hos mennesker der bliver ældre og samtidig mere eftertænksomme og tilbagetrukne. Således kan det også være et billede på mennesket som de er flest, og derved har  den også en stor almengyldighed.

En biografisk læsning af Tepotten af HCA

Ser vi på citatet biografis, kan vi se på 2 forskellige måder. Genetisk og portrætterende.
Den portrætterende har jeg jo allerede kigget lidt på i det seneste indlæg, men vil her lige genopfriske og derefter udbygge:
Tepotten kan i historien tepotten ses som et billede på et menneske, eller endda HCA selv. I sidstnævnte situation kan vi allegorisk tolke løget som hans kunstværker som lever uafhængigt af ham selv. Jorden er fordi han bliver udskilt fra det samfundslag han prøvede at blive en del af, og den drøm bliver således begravet, selvom det giver grobund for den smukke blomst der skyder op af løget senere hen.
Samtidig er det at løget bliver lagt i tepotten som erstatning for te, vand, hank og tud kan ses som, at kunsten her bliver uafhængig af sig selv, hvor den førhen var noget han promoverede sig selv med. Han havde en fantastisk hank, en vidunderlig te og en fantastisk tud, og det snakker han om. Når han får løget i sig bliver han et stille menneske der lever i skyggen af den smukke blomst, hans kunst.
Starter vi således med at kigge på det samfundslag han blev udskilt fra, ses det at det er de fine lag – teselskabet. De fine kopper og mælkekander og sukkerskåle. At han bliver udstødt, eller måske rettere aldrig falder til, ses i og med at resten af teselskabet blot ler da tepotten bliver slået i stykker. Den fine hånd der taber potten, kan læses som en kvinde (eller flere) som H. C. Andersen havde et forhold til. Denne kvinde afviser Andersen, eller sårer ham dybt på anden måde.
I citatet er H. C. Andersen i et stadie hvor hans kunst, som nævnt, går fra at være noget han promoverer sig selv med, til at være en slags grund til at leve. Han lever ikke som før for at leve, men i stedet lever han, for at hans kunst kan vokse.

Går vi i stedet ind og ser på eventyret og ser på den genetisk, så skal vi ind og se hvad der skete i den tid hvor H. C. Andersen skrev eventyret.
Tepotten blev skrevet under en rejse til Spanien som H. C. Andersen foretog sammen med en af hans venner, Jonas Collin, i 1862.
På denne rejse kommer H. C. Andersen på et tidspunkt til en flot gård, der dog er gammel og derfor ikke længere bar den pragt den havde. Heri var et gammelt springvand, hvor bunden var af marmor. Denne var blevet fyldt op med jord. Og lidt derfra lå også nogle skår fra en tepotte.
Denne hændelse, skriver H. C. Andersen i udkastet til hans rejsebog, var grunden til, og inspirationen til, at han lavede eventyret tepotten. 

Nykritisk og Biografisk metode - en lille intro

Når en tekst skal analyseres er det især 2 vigtige hovedgrene som man bør kende til.
Den biografiske og den nykritiske.

Historisk set var den biografiske metode kommet på grund af, at man i slutningen af 1800-tallet ønskede at kunne gå videnskabeligt til værks med en tekst. At det er den biografiske metode der var resultatet af dette ønske viser blot, at ønsket ikke gik i opfyldelse. Problemet er, at det generelt er godtaget, at god videnskab skal kunne falsificeres. Kan man ikke falsificere noget, så er der en god chance får at det er så tæt på sandheden man kan komme med pågældende bagage.
Problemet ligger i, at det er svært at modbevise de konklusioner man kan drage via den biografiske metode. Man kan næsten påstå alt, indenfor en hvis rimeligheds grænser selvfølgelig.
Inden for den biografiske metode er der 2 hovedgrene:
Det genetiske spor og det portrætterende spor.
Inden for det generiske spor kigger man på hvordan værket er blevet til. Man kigger på rejse- og dagbøger, breve og erindringer for at finde hvad forfatterens inspiration var, og således hvilke oplevelser der ligger bag.
Inden for det portrætterende spor forsøger man at se sammenhængen mellem eventyrets forløb og forfatterens livsforløb. På den måde håber man på at kunne finde hvad der motiverede forfatteren til teksten, og hvad denne mente med den. Dette gøres bl.a. ved sammenligning biografier og selvbiografier.

Den nykritiske metode er kommet til senere. Den kom samtidig med at der i 1950’erne og 60’erne kom en ny type af litteratur frem; den modernistiske. Til denne slags litteratur kunne man ikke længere benytte sig af den biografiske metode, da teksten ikke længere var billeder på forfatterens eget liv, men ofte blev skrevet som uafhængige kunstværker.
I den nykritiske metode kigger man i stedet på alle de særlige træk, som gør netop denne tekst enestående. Dens lydlige, syntaktiske, fortællermæssige, fortællerholdningens lag, for at tage et par eksempler.
Når man benytter sig af den nykritiske metode er det måske nu tydeligt for læseren, at det er muligt at gå helt metodisk til værks, tage et punkt af gangen, og gøre det samme hver gang.
Man kan dog også gå mindre metodisk til værks. Dette kræver dog, at man har stor erfaring, eller et naturligt øje for det sproglige i teksten. Dette kræver den nykritiske metode dog i det hele taget, altså også ved en metodisk gennemgang. Læsningen af teksten afhænger derfor meget af læserens evner. Og er den så objektiv?